ENGLISH
DEUTSCH
FRANCAISE
DANSK
FØROYSKT
THE CHRISTIANISATION
According to the Færinge Saga, it was the Viking chief Sigmundur Brestisson that brought Christianity to the Faroe Islands. On the orders of the Norwegian King Olav Trygvason, Sigmundur forced the island people to convert to Christianity about the year 1000 AD. Resistance to the new religion, led by the notorious Trond í Gøtu, was quickly suppressed; and even though Sigmundur himself lost his life, Christianity gained a foothold.
The Catholic Era
About one hundred years after the introduction of Christianity, the Faroese church joined the Catholic mother church, with an episcopal residence in Kirkjubø and subject to the archbishop in Nidaros (Tróndheim) for most of the time. From the time Christianity was introduced until the Reformation there were probably 33 bishops in the Faroe Islands.
This period was not always peaceful. The sagas of the Faroe Islands contain two accounts of the way the church took possession of a large proportion of the land, overtaxing the people so harshly that it led to open rebellion. The saga of the battle of Mannafallsdal relates that the bishop (probably Erlend, appointed in 1269) was killed outside his church by the rebels. The historical value of this saga is highly debatable - but it does serve to illustrate the conflict between the theocratic church and an impoverished population. However, there is reasonable documentation of the fact that the bishop's residence in Kirkjubø was burnt to the ground by the rebels, and that Erlend was removed from the islands by order of the King. Bishop Erlend died in Bergen in 1308.
The Reformation
In 1540 the last Catholic bishop in the Faroe Islands was removed from his position. His Protestant replacement only lasted a few years - then he too left the islands and a dean took over as the representative of the church under the Bishop of Zealand in Denmark.
The Lutheran Church
The orthodox Lutheran form of Christianity propounded by the Zealand bishop Jesper Brochmand in particular gained a strong foothold in the Faroe Islands, and lasted longer here than in the rest of the Kingdom of Denmark. Brochmand's devotional book dating back to about 1650 and Kingo's hymns from 1699 constituted a significant proportion of the spiritual life of the islands right up until the twentieth century. Indeed, the expression 'Brochmandslestur' is still used to describe long and boring texts and speeches.
The Nationalist Revival
When the Danish trade monopoly was lifted in 1856, Faroese society started to boom both economically and culturally. The restoration of long-suppressed Faroese culture also led to changes in Christianity on the islands. After great contention, Faroese was given the same status as Danish as the language used in hymns and preaching in 1924-25. The ecclesiastical rituals (christening, burial, marriage etc.) were introduced in Faroese in 1930, and in 1961 the authorised Faroese edition of the Bible was published. During the first half of the 20th century, Dean Jákup Dahl had translated the New Testament from Greek - this was published in 1937. Dahl also translated the psalms from the Old Testament, and after his death in 1944 a vicar named K.O. Viderø continued to translate the rest of the Bible from Hebrew. In 1963 the first Faroese hymn book was published, and in the same year the old title of 'Dean' on the islands was upgraded to 'Deputy Bishop'. In 1977 the first female vicar was ordained, and in 1990 the Faroe Islands became an independent diocese with their own bishop.
The Free Churches
In 1865 the English free church known as 'the Plymouth Brethren' started to be active in the Faroe Islands. At the turn of the century there were about 30 members of the congregation; but once the energetic and organisationally talented Viktor Danielsen arrived on the scene, the Plymouth Brethren started to grow at a furious pace. The congregation now comprises about 15% of the entire island population. As early as 1937 Danielsen published his own version of the New Testament (the same year that Dahl published his version), and in 1948 he published his version of the Bible.
There were also alternative religious groups within the church itself. In 1904 the evangelical Danish Home Mission started its activities in the Faroe Islands, establishing mission houses, Sunday schools and missions to fishermen both at sea and at home.
The Salvation Army, Pentecostal Mission, Seventh Day Adventists, Jehovah's Witnesses and others have also had an impact in the Faroe Islands.
The Catholic church also returned to the Faroes at the turn of the century. Today there is a small Catholic community on the islands; as well as a small group of Franciscan sisters, who have been actively engaged in social work in Tórshavn for a century now.
The Future
So what will the future bring? No-one knows, of course. But there is no doubt that the Faroe Islands have a fundamentally Christian culture. The message is the same, even though the interpretations and exterior frameworks may vary - this is only human nature, after all.
Although I have tried to be as impartial as possible, I know from experience that it is difficult to describe religious issues in a way that will satisfy everyone. The information and any attitudes that may appear in this folder are those of the artist, and do not reflect the religious or historical views of the Faroese Postal Service.
Anker Eli Petersen
CHRISTENTUM SEIT TAUSEND JAHREN
Nach der Færinge Saga wurde das Christentum vom Wikingerhäuptling Sigmundur Brestissøn eingeführt. Um das Jahr 1000 n. Chr. erzwang Sigmundur auf Befehl des norwegischen Königs Olav Trygvason einen Glaubenswechsel auf den Inseln. Der Widerstand gegen den neuen Glauben, angeführt vom berüchtigten Trond í Gøtu, wurde schnell niedergeschlagen, und obwohl Sigmundur selbst sein Leben einbüßen mußte, etablierte sich das Christentum.
Die katholische Zeit
Etwa ein Jahrhundert nach der Einführung des Christentums wurde die färöische Kirche mit einem Bischofssitz in Kirkjubø in die katholische Mutterkirche integriert und unterstand die meiste Zeit dem Erzbistum in Nidaros (Trondheim). Von der Einführung des Christentums bis zur Reformation gab es wahrscheinlich 33 Bischöfe auf den Färöern.
Diese Periode verlief nicht immer reibungslos. In der färöischen Sagenwelt gibt es zwei Erzählungen darüber, wie die Kirche große Teile des färöischen Grundbesitzes unterwarf und die Bevölkerung brandschatzte, bis dies schließlich zu einem offenen Aufruhr führte. Die Sage über die Schlacht in Mannafallsdal erzählt, daß der Bischof (wahrscheinlich der 1269 eingesetzte Erlend) von den Aufständischen vor seiner Kirche umgebracht wurde. Der historische Wert der Sage ist äußerst zweifelhaft, doch sie illustriert den Konflikt zwischen der theokratischen Kirche und der verarmten Bevölkerung. Es gibt jedoch hinreichend Belege dafür, daß die bischöfliche Residenz in Kirkjubø von Aufständischen bis auf den Grund niedergebrannt und Erlend durch Eingreifen des Königs von den Inseln entfernt wurde. Bischof Erlend starb 1308 in Bergen.
Die Reformation
1540 wurde der letzte katholische Bischof der Färöer aus dem Amt enthoben. Sein protestantischer Nachfolger blieb nur wenige Jahre, bevor er die Inseln verließ und das Bistum zu einer Propstei unter dem Bischof von Seeland verwandelt wurde.
Die lutherische Kirche
Das orthodoxe lutherische Christentum, das insbesondere vom seeländischen Bischof Jesper Brochmand gefördert wurde, faßte auf den Färöern festen Fuß und hielt sich dort wesentlich länger als in den anderen Teilen des Königreiches. Brochmands Andachtsbuch von etwa 1650 machte zusammen mit dem Gesangbuch von Kingo (1699) bis ins 20. Jahrhundert einen wesentlichen Teil des geistlichen Lebens aus. Man benutzt übrigens noch heute den Ausdruck „Brochmandslestur“ für lange und langweilige Texte und Reden.
Die nationalistische Erweckung
Mit der Aufhebung des dänischen Monopolhandels im Jahre 1856 begann die färöische Gesellschaft sowohl wirtschaftlich als auch kulturell stark aufzublühen. Die Restauration der unterdrückten färöischen Kultur führte auch zu Veränderungen des christlichen Lebens. Nach einer langen Auseinandersetzung wurde 1924-25 die färöische Sprache der dänischen als Gesang- und Predigtsprache gleichgestellt. Die kirchlichen Rituale (Taufe, Begräbnis, Hochzeit usw.) wurden 1930 auf Färöisch eingeführt. 1961 wurde die autorisierte färöische Ausgabe der Bibel herausgegeben. Propst Jákub Dahl hatte während der ersten Hälfte dieses Jahrhunderts das Neue Testament aus dem Griechischen übersetzt und 1937 herausgegeben. Dahl übersetzte auch die Psalmen aus dem Alten Testament. Nach Dahls Tod 1944 fuhr Pastor K. O. Viderø fort, den Rest der Bibel aus dem Hebräischen zu übersetzen. 1963 erschien das erste färöische Gesangbuch, und im gleichen Jahr wurde der alte Titel des Propstes in Vizebischof umgewandelt.
1977 wurde die erste Pastorin ordiniert, und 1990 wurden die Färöer zu einem selbständigen Bistum mit eigenem Bischof.
Die Freikirchen
Im Jahre 1865 begann die englische Freikirche Plymouth-Brüder ihr Wirken auf den Färöern. Um die Jahrhundertwende zählte die Gemeinde etwa 30 Mitglieder, doch als der energische und organisatorisch talentierte Viktor Danielsen auf der Bildfläche erschien, erlebte die Kirche ein explosionsartiges Wachstum. Die Brüdergemeinde umfaßt heute ca. 15% der Bevölkerung. Danielsen gab übrigens bereits 1937, zeitgleich mit Dahl, seine eigene Übersetzung des Neuen Testamentes und 1948 die gesamte Bibel heraus. Auch innerhalb der Kirche entstanden Bewegungen. 1904 begann die dänische Innere Mission mit Missionshäusern, Sonntagsschulen und einer Arbeit unter den Fischern ihr Wirken auf den Färöern.
Als andere religiöse Bewegungen seien u.a. die Heilsarmee, die Pfingstgemeinde, die Siebenten-Tags-Adventisten und die Zeugen Jehovas genannt.
Auch die katholische Kirche kehrte um die Jahrhundertwende auf die Färöer zurück. Es gibt heute eine kleine Gemeinde auf den Inseln sowie eine kleine Gruppe Franziskanerschwestern, die seit einem Jahrhundert eine enorme Arbeit im sozialen Bereich in Tórshavn leisten.
Die Zukunft?
Und dann stellt sich die Zukunftsfrage. Ja, wer weiß? Daß die Färöer eine grundlegende christliche Kultur haben, ist über jeden Zweifel erhaben. Die Botschaft ist die gleiche, die Interpretationen und äußeren Rahmen haben sich geändert, doch darin liegt ja die menschliche Natur...
Obwohl ich mich bemüht habe, so neutral wie möglich zu sein, weiß ich aus Erfahrung, daß es unmöglich ist, religiöse Themen zur Zufriedenheit aller darzustellen. Die Angaben und etwaigen Haltungen, die in diesem Faltblatt zum Ausdruck kommen, sind die des Künstlers und spiegeln keine Form von religiöser oder historischer Stellungnahme seitens von Postverk Føroya wider.
Anker Eli Petersen
L'instauration du christianisme aux îles Féroé
Selon la Saga féroïenne, le christianisme fut instauré aux îles Féroé par le chef Viking Sigmundur Brestisøn. Ce dernier imposa vers l'an 1000 après J.C. un changement de foi aux îles, dicté par le roi norvégien Olav Trygvason. Les opposants à la nouvelle foi, commandés par le fameux Trond i Gøtu furent vite combattus ; Sigmundur perdait la vie au combat, mais le christianisme prenait néanmoins pied.
L'époque catholique
Environ un siècle après l'instauration du christianisme, l'Église féroïenne prend part à l'Église catholique. L'évêché se trouvait à Kirkjubø et il était subordonné à l'archevêché à Nidaros (Trondhjem). Quelque 33 évêques ont rempli leur mission de l'instauration du christianisme à la Réformation aux îles Féroé. Cette période n'était pas sans conflits. Dans la Saga féroïenne, deux légendes racontent comment l'Église s'assujettait une grande partie des terres féroïennes et se faisait payer des impôts exorbitants, ce qui eut pour résultat de soulever une grande émeute. La légende de la bataille à Mannafallsdal nous raconte que l'évêque (probablement l'évêque Erlend, nommé en 1269) fut tué devant son église par les rebelles. La valeur historique de cette légende est très incertaine, mais elle illustre amplement le conflit qui existait entre l'Église théocratique et la population misérable. Il semblerait que l'évêché fut consumé par le feu allumé par les rebelles et que l'évêque Erlend quitta les îles sur ordre royal, pour finir ses jours à Bergen en 1308.
La Réformation
Le dernier évêque catholique aux îles Féroé fut destitué en 1540. Son remplaçant protestant ne resta en place que quelques années... quand il quitta les îles, on se mit sous les ordres de l'évêque de Seeland (Danemark).
L'Église luthérienne
Le christianisme catholique luthérien, notamment promu par l'évêque seelandais Jesper Brochmand, s'enracina fortement aux îles Féroé et y resta beaucoup plus longtemps qu'ailleurs dans le royaume. Le livre de piété de Jesper Brochmand (environ 1650) et les psaumes de Kingo (1699) étaient essentiels à la vie spirituelle, jusqu'au XXème siècle. Aujourd'hui encore, on parle de 'sermons de Brochmand' pour des textes et des discours très longs et ennuyeux.
L'éveil nationaliste
L'abolition du commerce au monopole danois en 1856, laissa s'installer un grand épanouissement de la société féroïenne, aussi bien économiquement que culturellement. Le rétablissement de la culture féroïenne oppressée entraîna aussi des changements dans la religion. En 1924/25, et après bien des querelles, le féroïen fut placé au même niveau que le danois en ce qui concerne les psaumes et les sermons. Les rites chrétiens (le baptême, l'enterrement, le mariage etc.) furent célébrés en féroïen à partir de 1930, et en 1961, une version autorisée de la Bible en féroïen fut éditée. Le doyen Jákup Dahl avait travaillé sur une traduction du Nouveau Testament à partir du grec depuis le début du siècle, et sa version fut éditée en 1937. Il était aussi le traducteur des psaumes du Vieux Testament. Après sa mort en 1944, le pasteur K.U. Viderø poursuivit son travail de traduction de la Bible à partir de l'hébreu. Le premier livre de cantiques féroïens fut édité en 1963, et cette même année, l'ancien titre de doyen fut modifié en vice-évêque.
En 1977, la première femme pasteur fut ordonnée, et en 1990, les îles Féroé devinrent un évêché avec son propre évêque.
Les églises libres
En 1865, l'église libre anglaise, des frères Plymouth s'installa aux îles Féroé et comptait, au tournant du siècle, une trentaine de membres. Mais avec le prêtre Viktor Danielsen, dynamique et ayant le goût de l'organisation, l'église connut une progression presque explosive. La communauté des frères englobe de nos jours 15 % de la population. À la même époque que le pasteur Dahl, en 1937, Viktor Danielsen éditait sa propre traduction du Nouveau Testament et en 1948, celle de la Bible en entier.
Mais il y avait aussi d'autres mouvements à l'intérieur de l'Église. Le mouvement puritain danois 'Indremission' s'installa aux îles Féroé en 1904 et y apporta des salles de réunions, des écoles de catéchisme et des œuvres pour les pêcheurs. Parmi les nombreux autres mouvements religieux, citons l'Armée du Salut, les Pentecôtistes, les adventistes du Septième Jour et les témoins de Jéhovah. Même l'Église catholique est revenue aux îles Féroé au début de notre siècle. De nos jours, il y a une petite communauté catholique - et une délégation des Sœurs de Saint-Fraçois qui, durant un siècle, a fait un travail social considérable à Tórshavn.
Le futur ?
Et le futur ? Qui sait ? Ce qui est certain, c'est que les îles Féroé sont imbibées de la culture chrétienne. Malgré les interprétations et les cadres extérieurs aussi variés que la nature humaine, le message reste le même...
Bien que j'aie essayé d'adopter un ton aussi neutre que possible, mon expérience me montre qu'il est impossible d'écrire sur des thèmes religieux d'une manière qui puisse satisfaire tous les horizons. Les informations et les attitudes présentées ici sont celles de l'artiste et ne reflètent en aucune manière les positions religieuses ou historiques de Postverk Føroya.
Anker Eli Petersen
FÆRØERNE KRISTNE I 1000 ÅR
Ifølge Færinge Saga, var det vikingehøvdingen Sigmundur Brestissøn, som indførte kristendommen på Færøerne. Omkring år 1000 e.Kr. gennemtvang Sigmundur, efter ordre fra den norske konge Olav Trygvason et trosskifte på øerne. Modstanden mod den nye tro, ledet af den notoriske Trond í Gøtu blev hurtigt nedkæmpet og selv om Sigmundur selv måtte sætte livet til, vandt kristendommen fodfæste.
Den katolske tid
Omkring et århundrede efter kristendommens indførelse, indgik den færøske kirke i den katolske moderkirke, med bispesæde i Kirkjubø og det meste af tiden underlagt ærkebispedømmet i Nidaros (Trondhjem). Fra kristendommens indførelse, til reformationen var der sandsynligvis 33 biskopper på Færøerne.
Denne periode foregik ikke altid gnidningsløst. I den færøske sagnverden findes to beretninger om hvordan kirken lagde store dele af de færøske jordbesiddelser under sig og brandskattede befolkningen, så det til sidst ledte til åbent oprør. Sagnet om slaget i Mannafallsdalen fortæller, at biskoppen (sandsynligvis Erlend, indsat 1269) blev dræbt udenfor sin kirke af oprørere. Sagnets historiske værdi er særdeles tvivlsomt, men det illustrerer dog konflikten mellem den teokratiske kirke og den udarmede befolkning. Der findes dog rimelig dokumentation for, at bispegården i Kirkjubø blev brændt ned til grunden af oprørere, og at Erlend blev fjernet fra øerne, ved kongelig indgriben. Biskop Erlend døde i Bergen i 1308.
Reformationen
I 1540 blev Færøernes sidste katolske biskop sat fra bestillingen. Hans protestantiske afløser holdt bare nogle få år, så forlod han øerne og man overgik til provstevælde under Sjællands biskop.
Den Lutheranske kirke
Den ortodokse lutheranske kristendom, som især blev drevet frem af den sjællandske biskop Jesper Brochmand, fik godt fæste på Færøerne og holdt sig betydeligt længere end i det øvrige rige. Brochmands andagtsbog fra ca. 1650, udgjorde, sammen med Kingos salmer fra 1699 en betydelig del af åndslivet, helt op i det tyvende århundrede. Man bruger i øvrigt stadig udtrykket “Brochmandslestur” om lange og kedelige tekster og taler.
Den nationalistiske vækkelse
Ved den danske monopolhandels ophævelse i 1856, begyndte en kolossal opblomstring af det færøske samfund, økonomisk som kulturelt. Restaureringen af den underkuede færøske kultur, førte også til forandringer i kristenlivet. Efter lang strid, blev færøsk ligestillet med dansk som salme- og prædikesprog i 1924-25. De kirkelige ritualer (dåb, begravelse, bryllup, etc.) blev indført på færøsk i 1930. I 1961 udkom den autoriserede færøske udgave af Bibelen. Provst Jákup Dahl havde op gennem første halvdel af dette århundrede oversat Det Nye Testamente fra græsk og fået det udgivet i 1937. Dahl oversatte også salmerne fra det Gamle Testamente. Efter Dahls død i 1944 fortsatte præsten K. O. Viderø med at oversætte resten af Bibelen fra Hebraisk. I 1963 udkom den første færøske salmebog og samme år blev den gamle provstetitel gjort om til vicebiskop.
I 1977 blev den første kvindelige præst ordineret og i 1990 blev Færøerne et selvstændigt stift med egen biskop.
Indenfor selve kirken opstod der bevægelser. I 1904 begyndte den danske Indremission sit virke på Færøerne, med missionshuse, søndagsskoler og virke blandt fiskerne ude og hjemme.
Frikirkerne
I 1865, begyndte den engelske frikirke Plymouth-brødrene sit virke på Færøerne. Omkring århundredeskiftet var der ca. 30 medlemmer i menigheden, men efter at den energiske og organisatorisk begavede Viktor Danielsen kom ind i billedet, oplevede man en eksplosiv fremgang. Brødremenigheden omfatter i dag ca. 15% af befolkningen. Danielsen udgav i øvrigt allerede 1937, samtidig som Dahl, sin egen oversættelse af Det Nye Testamente og i 1948 selve Bibelen.
Af andre religiøse bevægelser kan man nævne Frelsens Hær, Pinsemenigheden, Syvende Dags Adventisterne, Jehovas Vidner o.a. Også den katolske kirke vendte ved århundredeskiftet tilbage til Færøerne. Der er i dag en lille katolsk menighed på øerne og et lille hold Fransiskanersøstre, som gennem et århundrede har udført et kæmpearbejde på det sociale område i Tórshavn.
Fremtiden?
Og så var der lige spørgsmålet om fremtiden. Tja, hvem ved? At Færøerne har en grundlæggende kristen kultur er hævet over al tvivl. Budskabet er det samme, fortolkningerne og de ydre rammer forskellige, men deri ligger jo den menneskelige natur…
Selv om jeg har prøvet at være så neutral som muligt, ved jeg af erfaring, at det er umuligt at beskrive religiøse emner til alles tilfredsstillelse. De oplysninger og evt. holdninger som fremkommer i denne folder er kunstnerens og reflekterer ikke nogen form for religiøs eller historisk stillingtagen for Postverk Føroya.
Anker Eli Petersen
FØROYAR KRISTNAR Í TÚSUND ÁR
Sambært Føroyinga søgu, var tað stórbóndin og víkingurin Sigmundur Brestisson, ið kristnaði Føroyar. Uml. ár 1000, noyddi Sigmundur, eftir boðum frá norska konginum Ólavi Trygvason, føroyingar at taka við nýggjari trúgv. Mótstøðan móti tí nýggju trúnni, undir leiðslu av tí víðagitna Trónda í Gøtu, varð skjótt niðurbard og hóast Sigmundur sjálvur lat lív, fekk kristindómurin fótafesti.
Katólska tíðin
Okkurt um hundra ár, eftir at kristindómurin varð innfluttur í oyggjarnar, varð føroyska kirkjan innlima í tað katólsku móðurkirkjuna, við bispasæti í Kirkjubø. Meginpartin av tíðini, undir erkibispastólinum í Niðarósa (Tróndheimi). Frá kristnanini til trúðbótina, vóru helst 33 katólskir bispar í Føroyum. Hetta tíðarskeiðið spældi ikki altíð stillisliga av. Í føroyska sagnarheiminum finnast tvær frásagnir um, hvussu kirkjan legði helmingin av føroysku jørðini undir seg (Gasa í Kirkjubø) og legði so tungar skattir á fólkið, at tað førdi til uppreistur. Søgnin um stríðið í Mannafallsdali sigur frá, at bispurin, (helst Erlendur, innsettur í 1269) varð dripin uttanfyri kirkjuna av uppreistrarmonnum. Søguliga virðið í søgnini er sera ivasamt, men avmyndar tó samanbrestin millum tað teokratisku kirkjuna og teir útpíndu íbúgvarnir. Tað er skjalprógva, at bispagarðurin í Kirkjubø varð brendur í grund av uppreistrarmonnum og at Erlendur, eftir kongaliga innblanding, varð fluttur av oyggjunum. Erlendur bispur doyði í Bergen í 1308.
Trúðbótin
Í 1540 varð hin síðsti katólski bispurin í Føroyum settur frá. Protestantiski avloysarin helt bara nøkur fá ár, so fór eisini hann av oyggjunum og Føroyar gjørdist próvstaveldi undir bispinum á Sælandi.
Hin Lutheranska kirkjan
Tann ortodoksi lutheransku kristindómurin, ið serliga varð íspunnin av sælendska bispinum Jesper Brochmand, fekk góða undirtøku í Føroyum og helt sær, næstan óávirkaður av øðrum kirkjuligum ráki. Lestrarbókin hjá Brochmand frá uml. 1650 var, saman við sálmunum hjá Kingo, frá 1699, vóru týðandi partar av andslívinum, heilt upp í tjúgundu øld. Orðafelli “Brochmandslestur” verður enn nýtt um langar og keðiligar greinir og røður.
Tjóðskaparrørslan
Tá danski einahandilin varð avtikin í 1856, blómaði føroyska samfelagið, fíggjarliga sum mentunarliga. Endurreisingin av tí kúgaðu føroysku mentanini førdi eisini til broytingar í kristinlívinum. Eftir langt stríð, varð føroyskt í 1924 – 25, javnmett við danskt sum sálma- og prædikumál. Kirkjusiðirnir (dópur, jarðarferð, brúdleyp o.s.fr.) gjørdust føroyskir í 1930. Í 1961 kom tann fyriskrivaða føroyska Bíblian. Jákup Dahl próvstur hevði upp gjøgnum fyrra partin av øldini tikist við at umseta Nýggja Testamenti úr grikskum og gav tað út í 1937. Dahl umsetti eisini sálmarnir úr Gamla Testamenti. Eftir deyða Dahls í 1944, helt K. O. Viderø prestur fram við at umseta restina av Bíbliuni úr hebraiskum. Í 1963 útkom tann fyrsta føroyska sálmabókin og hetta sama ári, varð tað gamla próvstaheiti umgjørt til varabisp. Í 1977 varð fyrsta kvinnan prestvígd í Føroyum og í 1990 gjørdust Føroyar eitt sjálvstøðugt stift, við egnum bispi.
Innan sjálva fólkakirkjuna uppstóðu bólkar. Í 1904 fór danska Innaramissión til verka í Føroyum við samkomuhúsum, sunnudagsskúla og virksemi millum fiskimenn úti og heima.
Fríkirkjurnar
Í 1865, byrjaði tann enska fríkirkjan Plymouth-brøðurnir at virka í Føroyum. Skotin William B. Sloane kom higar við hetlendskum fiskimonnum og búsettist nøkru ár seinni á oyggjunum. Um aldarmóti vóru umleið 30 limir í fríkirkjuni, men tá hin virkni samskiparin Viktor Danielsen kom inn í myndina, fór ein ógvuslig øking fram av samkomuni. Brøðrasamkoman umfatar í dag uml. 15% av fólkatalinum. Danielsen útgav longu í 1937, samstundis sum Dahl, sína egnu umseting av Nýggja Testamenti og í 1948 sjálva Bíbliuna. Aðrir átrúnaðarligir bólkar í Føroyum eru t.d. Frelsunnarherurin, Hvítisunnusamkoman, Adventistarnir, Jehova Vitni o.o. Um aldarmóti vendi eisini tann katólska kirkjan aftur til Føroya. Í dag er ein lítil katólsk samkoma á oyggjunum og ein lítil bólkur av Fransiskanarasystrum, sum í nærum eina øld hava framt stórverk á tí sosiala økinum í Tórshavn.
Framtíðin?
Og so var tað líka spurningurin um framtíðina. Tja, hvør veit? Føroyar hava eina grundleggjandi kristna mentan. Boðskapurin er hin sami, tulkingarnar og framferðin ymisk, men soleiðis er mannasinnið…
Hóast eg havi roynt at lýsa verkevnið uttan fyrilit, veit eg av royndum, at tað ikki ber til at siga frá átrúnaðarligum fyribrigdum og ásjónum, uttan at onkur tekur tikni av tí. Teir upplýsingar og hugburðir ið koma fyri í hesum faldara stava frá listamanninum og avmynda ikki nakra átrúnaðarliga ella søguliga støðutakan hjá Postverk Føroya.
Anker Eli Petersen
|
